Teater Optimis
billet@dengamlebio.dk
Tapas er klar kl. 18.30 for dem der har bestilt det.
Cornelis
– et cabaretportræt af Cornelis Vreeswijk
Med få greb af de to sangere og musikere tegnes lidt efter lidt et nok sandfærdigt portræt af den hollandsk-svenske vise-troubadour Cornelis Vreeswijk (1937-1987).
Allan Høier er sangeren, der har blødheden i stemmen og indimellem kommer tæt på det, man husker af Vreeswijk for. Han døde tilbage i 1987, men i de foregående årtier nåede han at gøre et uudsletteligt indtryk i hele Norden takket været den specielle stemme, guitaren og charmen.
Guitaristen Allan Thorsgaard ligner langt fra visesangeren, men han bliver en fin kontrast og giver et nuanceret godt akkompagnement både musikalsk og sangligt igennem hele den lille cabaret-forestilling. Han samler forestillingens mange tråde.
Teater er det ikke, men instruktøren Bo Skødebjerg har fået det hele til at blive en sammenhængende fortælling om en mand, der brændte sit lys i alle ender. At han faktisk slet ikke var sympatisk kommer frem hen ad vejen. Til sidst, efter at have hørt om kvinder, jalousi og skilsmisser, kan man undre sig over, hvorfor han er blevet husket. For var han andet end en selvcentreret og usympatisk mandschauvinist, der kunne synge?
Stemmen var noget særligt, men det er svært at tænke sig Vreeswijk uden den store svenske Bellmann-tradition. Derfor var heldigt for den lille hollandske dreng, at han i 1950 sammen med sin familie havnede i det, der siden blev til velfærdsstaten Sverige.
Indholdsmæssigt er det vist mere følelser end direkte historier eller stor poesi i de mange viser. Men alt i alt er det et fint tilbud til små sale rundt i landet om en kunstner, vi stadig husker navnet på, men nu bliver erindret om.
Medv.: Allan Høier og Allan Thorsgaard
Billetter bestilles ved at skrive til:
billet@dengamlebio.dk
Varighed: 100 min. uden pause og med mulighed for spisning inden forestillingen
Unummererede siddepladser


